9-11-2007
Manglen på arbejdskraft
Ved dette folketingsvalg er et af de store emner manglen på arbejdskraft. Den eneste løsning for mange af de andre partier synes at være øget indvandring, hvilket jeg ikke er enig i.Den danske økonomi følger de internationale konjunkturer, hvor økonomien kører op og ned, hvilket gør at arbejdsløshedstallene også svinger, så på et tidspunkt vender bøtten igen.
Vi skal ikke længere tilbage end sidste folketingsvalg, hvor det helt store emne var den store arbejdsløshed. Det er derfor vigtigt at Folketinget ikke laver nogen drastiske tiltag med alt for voldsom import af udenlandsk arbejdskraft. Vi skal ikke begå samme fejl, som vi gjorde i 60erne, hvor vi sidst importerede udenlandsk arbejdskraft, hvilket gav store problemer da arbejdsløsheden steg igen.
I stedet skal vi finde arbejdskraften i Danmark.
Dansk Folkeparti har også foreslået at folkepensionister får et skattefrit bundfradrag, så det er muligt at arbejde et par timer om ugen, uden at blive modregnet hårdt i pension og andre ydelser.
En undersøgelse viser nemlig, at hver tredje pensionist ville arbejde 15 timer om ugen, hvis de ikke blev modregnet i pensionen.
Man kunne også give førtidspensionister mulighed for frit at tage et arbejde, men samtidig kan vedkommende vende tilbage til førtidspensionen, hvis det viser sig at personen alligevel ikke kan fungere på arbejdsmarkedet.
Disse små justeringer ville løse et her og¬ nu behov på arbejdsmarkedet uden at skulle gøre brug af flere indvandrere.
Lad os undgå at lave den samme store fadæse igen med import af udenlandsk arbejdskraft. Lad os i stedet så vidt muligt finde arbejdskraften i Danmark.



