29-5-2009
Genindfør den nationale grænsekontrol
Siden Danmark indtrådte i Schengen-aftalen og derved nedlagde den nationale grænsekontrol, har vi givet de kriminelle frit spil. Antallet af østeuropæiske røverbander er eksploderet, og det har aldrig været nemmere at få ulovlige våben og stoffer smuglet ind i landet.At vi har nedlagt den nationale grænsekontrol er simpelthen en katastrofe, og den skal derfor genindføres, så vi kan få stoppet narkosmuglere og menneskesmuglere, inden de kommer ind i landet.
I dag er der en meget begrænset kontrol ved grænsen. I stedet bliver der lavet en tilfældig kontrol rundt omkring i landet. Man burde spørge sig selv, om det er nemmest at kontrollere og fange folk såsom smuglere ved grænsen, eller er det bedst i en tilfældig færdselskontrol? I Dansk Folkeparti mener vi, at det klart gøres bedst ”på stregen” og ikke ved en f.eks. tilfældig grænsekontrol.
Københavns Politi mener, at der er 3.000-5.000 kriminelle rumænere i Danmark, men sidste år blev kun 173 udvist. FN taler om, at Bulgarien er "storleverandør af slaver" til sexhandel, og Europol påpegede i februar i år, at nedlæggelsen af grænsekontrollen er en "væsentlig faktor" i de kriminelles succes.
Det taler jo sit tydelige sprog om, at der er brug for en øget indsats, hvilket en genindførsel af grænsekontrollen kunne være.
De andre partier mener, at det, der skal til, er politisamarbejde imellem landene og en øget politiindsats. Det er vi i Dansk Folkeparti helt enige i, men det udelukker jo ikke, at vi indfører grænsekontrol igen. Det er jo ikke enten eller, men derimod både og. Lad os derfor indfører den nationale grænsekontrol igen.



