13-10-2009
Forslag til forbedring af plejeboliggarantien
Den 1. januar 2009 trådte plejeboliggarantien i kraft, hvilket betød at alle der er visiteret til en plejebolig skal have tilbudt en plejebolig inden for 2 måneder. Det er en ordning, som Dansk Folkeparti er stor tilhænger af, men jeg kunne godt tænke mig, at vi i Herning lavede en udvidelse af ordningen, så den bliver mere fleksibel for den ældre.Plejeboliggarantien gælder nemlig kun, hvis man siger ja til den plejebolig, man bliver tilbudt. I samme øjeblik man har særlige ønsker til plejeboligen og ikke blot ønsker tag over hovedet, ryger man ud af garantien. Ganske vist starter en ny garantiperiode, men garantien gælder kun, hvis man står på den generelle venteliste uden særlige ønsker til, hvor man vil bo.
Problemet med den nuværende ordning er, at der er store geografiske afstande imellem byerne, og det ikke er lige meget for den ældre, hvor de får tilbudt en bolig. For mange medborgere er det vigtig, at kunne tilbringe den 3. alder i det lokale samfund, hvor de har boet i mange år. Det dur derfor ikke, hvis den ældre medborger f.eks. har sit netværk og familie i Vildbjerg, men så efterfølgende får tilbudt en plejebolig i Kibæk.
Plejeboliggarantien skal derfor udvides, så den visiterede ældre tilbydes en plejebolig inden for garantiperioden ud fra sine ønsker på en prioriteret liste. Det forstås på den måde at, er der ikke plads i 1. prioritet så rykker garantien ned til 2. prioritet osv.
På den måde får de ældre mulighed for, at kunne søge om at flytte ind i en ud af f.eks. fem prioriterede plejeboligbebyggelser og får derved større indflydelse på at man kommer til at bo tættere på familie og venner.
En undersøgelse har vist at 9 ud af 10, som er visiteret til en plejebolig, ønsker en bestemt plejebolig ud fra en prioriteret liste. De fleste i nærheden af deres pårørende. Nogle en demensbolig, andre en moderne plejebolig, en bolig i deres lokalområde osv.
Både for fleksibiliteten og for at sikre, at vores ældre medborgere kan tilbringe deres 3 alder tæt på familie og venner, er det vigtigt at vi laver en udvidelse af plejeboliggarantien.



