17-12-2009

Lømmelpakken har vist sin store berettigelse

Som ordfører på lømmelpakken for Dansk Folkeparti vil jeg gerne slå fast, at vi bl.a. kan takke lømmelpakken for, at København stadig er intakt efter de store demonstrationer de sidste par dage, hvor mange er blevet præventivt anholdt, da autonome typer begyndte at kaste med brosten og affyre kanonslag.

Det er lømmelpakken, der har gjort, at politiet kan slå så kontant til over for de professionelle ballademagere. Havde vi ikke fået vedtaget lømmelpakken, så var Københavns centrum blevet lagt øde af disse autonome krigere, der kommer fra nær og fjern for at hærge.

Lømmelpakken giver bl.a. politiet mulighed for at tilbageholde demonstranter i op til 12 timer, ligesom bødeniveauet for gadeuorden er forhøjet og politiet har fået øgede beføjelser til at videoovervåge.

Jeg synes, politiet har grebet situationen i København rigtigt an og vist aktivisterne, at vi ikke vil tolerere, at de ødelægger ting eller kaster med sten og molotovcocktails. Det er godt, at mange vil vise deres holdning ved at demonstrere. Det skal de have lov til. Det er deres demokratiske ret. Men det er ikke en demokratisk ret at smadre og ødelægge.

Jeg opfordrer derfor politiet til at fortsætte med de præventive anholdelser, når det er nødvendigt. Voldspsykopaterne skal ikke få held til at ødelægge København eller forhindre fredelige borgere i at demonstrere på lovlig vis.

Nyhedsbrev
Navn:
E-mail: