4-2-2010
Et nummer for naivt
Karina Lorentzen påstår i JV den 2. februar, at SF’s nylige forslag om 125 millioner kroner ekstra til Kriminalforsorgen er fuldt finansieret i SF’s forslag til finansloven 2010. Det er ganske enkelt usandt. Der står ikke et éneste ord om Kriminalforsorgen eller lignende i SF’s udspil, der på plus og minussiden ender i et rundt nul. Der er altså ikke indbygget ekstra penge til nye SF-forslag. Jeg vil hermed opfordre Karina Lorentzen til at lade være med at forsøge at føre JV’s læsere bag lyset og ærligt fortælle om, hvor for eksempel de ekstra penge til Kriminalforsorgen skal komme fra.Ud over at SF har svært ved at fortælle, hvem der skal betale for partiets løfter, er der nu også i dette tilfælde noget næsten komisk over SF’s forslag. De 125 millioner kroner i det ufinansierede forslag, skal nemlig stoppe bandekonflikten ved at ansætte flere skolelærere og pædagoger i landets fængsler. Karina Lorentzen tror simpelthen på, at et hårdkogt bandemedlem kan vendes væk fra kriminalitet, hvis bare en pædagog eller en lærer tager sig af vedkommende. Det er vist et nummer et naivt.
Dansk Folkeparti og de andre partier bag forliget om flerårsaftalen for kriminalforsorgen har så sent som i sidste uge lavet en aftale der tilfører kriminalforsorgen flere penge og samtidig sat en undersøgelse i gang for at få klarlagt den fremtidige udvikling hvad f.eks. angår kapacitet og sikkerheden.
Vi kommer ikke med tommeløfter ligesom SF. Vi griber derimod fat om problemerne og kommer med løsninger.



