4-2-2010

Fædre-fri-forældremøder skader integrationen

På nogle folkeskoler i København er det forbudt for fædre at deltage i samme møder som mødre. Det sker fordi nogle af de muslimske mænd forbyder deres koner at deltage i møder, hvor der er andre mænd til stede. For at sige det rent ud, har skolelederne på disse skoler totalt misforstået, hvad integration går ud på. Det er ikke det danske samfund, der skal ændre sig, fordi nogle muslimske mænd i ligestillingsspørgsmål lever i middelalderen.

Målet med integration må være at få indvandrerne til at integrere sig i det danske samfund, så de kan leve efter de samme regler og normer som alle andre i Danmark. De skal fuldt ud acceptere, at der i Danmark er fuld ligestilling mellem kønnene, og at det i vores land er normalt og ønskeligt, at både mor og far deltager i forældremøder.

Hvis disse muslimske fædre ikke vil acceptere, at de lever i et land med ligestilling, så må de finde et andet land at bo i. For vi skal under ingen omstændigheder acceptere og give efter for disse holdninger. Det er måske nemt og bekvemt for den enkelte skoleleder, men det er ganske enkelt uacceptabelt i forhold til vores gode, danske værdier.

Ved at acceptere kønsadskillelse, som er et af de centrale principper inden for radikal islam, sender man det signal til denne gruppe, at det er i orden, at der gælder forskellige rettigheder for kønnene. Det signal er gift for integrationen.

Det er helt fint, at skolerne holder en uformel kontakt til de muslimske mødre. Men forældremøder er for alle. Om man er muslim, kristen eller buddhist, så må man leve med, at i den danske folkeskole er begge forældre mere end velkomne til forældremøder.

Nyhedsbrev
Navn:
E-mail: