2-3-2010
Lad os brøle i kor
Der er utroligt mange mennesker, foreninger og virksomheder, der gerne vil påvirke beslutningstagerne. Det er én af de mange ting, som jeg lærte, da jeg i 14 måneder var medlem af Folketinget. Efterfølgende er jeg kommet i tanke om, at det egentlig er meget lidt lobbyisme, der har været fra vores område i Ringkøbing -Skjern Kommune. Det kan selvfølgelig være, at vi bare er godt tilfredse her i Vestjylland, og at vi synes, at alt er, som det skal være. Men det kan jo også være, at vi bare ikke er gode nok til at råbe op, når der er noget, som vi mangler eller ønsker.For at Vestjylland ikke skal blive glemt på den politiske bane, er det vigtigt, at vi står sammen. Vi skal ikke sidde bomstille og håbe, at der falder noget af til os fra Christiansborg. Vi skal arbejde aktivt for få ført vores idéer og visioner ud i livet. Et Danmark i balance kommer ikke af sig selv. Det kommer ved, at vi gæve vestjyder trækker arbejdshandskerne på og står sammen. Hvis vi, som det sker i dag, henvender os enkeltvis til de forskellige beslutningstagere, så er det for nemt for at overhøre vores ønsker. Hvis vi derimod stiller os op i samlet flok, smører stemmebåndet og ”brøler i kor”, så vil Christiansborg-politikerne lytte til os.
Og tag ikke fejl. Hvis der skal være en fornuftig fremtid i Vestjylland, så er der ingen vej uden om. Vores samfund har brug for en fælles stemme.
Jeg vil derfor tage initiativ til at starte et netværk i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor vi kan samle de forskellige aktører, så vi sammen kan arbejde for konkrete løsninger i området.
Initiativerne, der kan arbejdes med og for, er meget forskellige. Det kan være at trække flere uddannelser til området, øget fokus på turisme tiltag, søvejen og så videre og så videre.
Jeg forestiller mig, at netværket skal kunne af de forskellige partiers folketingskandidater i kredsen, repræsentanter fra kommunen, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og dagbladet.
Hver part kan så sætte fokus på områdets behov gennem hvert sit netværk.
Et eksempel kunne være, at vi mener, at der er behov for en motortrafikvej mellem Herning og Ringkøbing. I sådan et tilfælde kunne alle folketingskandidaterne tage kontakt til deres partis trafikordfører og forklare dem, hvad vi ønsker, og hvorfor vi ønsker det. Erhvervslivet kunne samtidig kontakte deres brancheorganisationer, kommunen henvender sig til KL, og Dagbladet kan skrive om det i avisen for også at få en folkeopbakning til projekterne. Måske borgerne på baggrund af artiklerne i Dagbladet begynder med at skrive læserindlæg til de landsdækkende medier, som læses af politikerne på Christiansborg, der så bliver mindet om folketingskandidaternes henvendelse med ønsket om en motortrafikvej mellem Herning og Ringkøbing.
Samtidig kan netværket sammen udarbejde materiale til beslutningstagerne, der synliggører behovet for projektet. Og i dette eksempel kunne man i samlet flok bede om foretræde for Folketingets Trafikudvalg eller invitere udvalget på besøg i området. Et forløb, som jeg netop har beskrevet, vil i høj grad gavne vores muligheder for at vores ønsker kommer igennem. Det er jeg sikker på, at alle er enige med mig i.
Det handler simpelthen om, at vi sammen finder ud af, hvad vi har brug for. Så finder vi ud af hvordan og hvornår, vi vil hæve stemmen og gøre Christiansborg opmærksom på vores ønske. For også timing er vigtigt. Hvis vi hver især prøver at gøre opmærksom på forskellige projekter på forskellige tidspunkter, så vil det spæde råb fra en enkelt dø ud i vinden.
Jeg håber derfor, at der er lokal opbakning til at samle et netværk i Ringkøbing Skjern kommune, så vi sammen kan påvirke beslutningstagerne.
Lad os stå sammen og brøle i kor!



