10-5-2010
Godt vi ikke har euroen
Sidst da vi skulle stemme om euroen var ja partierne ude med de helt store lovprisninger om, at hvis vi blot fik euroen så var alt stort set godt. Væksten ville stige markant, der ville blive skabt markant flere arbejdspladser og Danmarks konkurrence evne ville blive meget bedre. Faktisk havde vi slet ikke råd til at stå uden for euroen, lød det dengang.I dag cirka ti år efter kan vi så være glade for, at danskerne ikke lyttede til de forkerte profetier og stemte nej til euroen. Sandheden er nemlig, at selvom Danmark ikke er med i den fælles valuta, så har vi klaret os markant bedre end eurolandene.
Vi har en markant lavere arbejdsløshed, og vi er det andet mest konkurrence dygtige land i EU. Sverige er på tredjepladsen, og svenskerne er heller ikke med i euroen. Vi har også en lavere gæld på statens finanser end de andre lande, hvilket gør, at vi står stærkere her midt i en krisetid. Kort sagt: På stort set alle de væsentlig områder klarer vi os bedre end de lande, der har tilsluttet sig euroen. Vi kan så være glade for, at vi på grund af Grundloven skulle spørges om den nye valuta. Mange andre befolkninger i EU har jo, meget mod deres vilje, fået trukket euroen ned over hovedet.
Havde vi været med i euroen, så havde vi også stået i den situation, hvor vi skal være med til at betale for Grækenlands overforbrug, da eurolandene nu skal yde kæmpe lån til landet.
Er jeg den eneste, der tænker, godt vi sagde ”nej” til euroen?



